Det første som har sat sit spor på min sjæl er nok dengang hvor jeg blev opereret da jeg var tre år.
Det føltes som en bombe, da min mor fortalte jeg skulle på hospitalet og opereres, hjertet kom op i halsen og der kom en sten i hjertet.
Det var dengang mig og min familie boede i Spanien i Barcelona, jeg havde fået en sygdom hvor der kom en kugle i halsen som voksede, og den skulle opereres ud.
Vejen til hospitalet var forfærdelig, der var meget trafik i Spanien så vi tog af sted tidligt. Jeg græd og var nervøs for turen, og for at berolige mig satte vi Abba på, og hørte en sang, som jeg i dag uden tvivl forbinder med turen til hospitalet.
Vi kom hen på hospitalet, og jeg var hele tiden i min mors arme, duften af hende gjorder mig tryg, og jeg stoppede med at græde. Så kom der en læge og fortalte mig en masse ting på spansk, og jeg blev meget forvirret, og pludselig skulle jeg have hospitalstøj på.
Jeg blev lagt i en hospitalsseng, og blev kørt ned ad en gang. Turen ned ad gangen føltes som en evighed, gangen var lang, men ikke så lang som den føltes i mine tanker.
Patienter på hospitalet gik rundt i hospitalstøj, nogle var skaldede på grund af Kemobehandling. Og nogle sad i kørestol med benet i gips, og det fik mig bare til at tænke mere over hvilket ubehageligt sted jeg var.
Jeg kan huske at min mor holdt mig i hånden ned ad hospitalsgangen, og pludselig stoppede lægerne min mor, og sagde at hun ikke kunne gå med mig videre. Min mor slap min hånd, og jeg blev ført videre ned ad hospitalsgangen af lægerne, min mor blev mere og mere fjern for mig, og mens jeg græd og råbte efter hende, blev hun mindre og mindre for enden af gangen. Forgæves råbte jeg efter hende helt ind til det hele gik sort for mig.
Det næste jeg kan huske var at jeg åbnede øjnene og græd. Jeg havde ondt, og jeg var helt alene, det var et fremmed land, i en fremmed hospitalsseng og der var musestille overalt.
Min mor kom ind til mig med gaver. Der var gaver fra min mormor og morfar og fra min faster. Jeg faldt vidst i søvn igen på grund af alt den morfin, for det næste jeg husker var at jeg åbnede øjnene og min storebror og far stod der. Hele familien smilede til mig, og jeg følte virkelig at jeg var elsket i et øjeblik.
Så åbnede jeg gaver. Det var nogle kassettebånd med Askepot og Snehvide, og så fik jeg modellervoks. Duften af Modellervoks minder mig stadig om timen efter operationen.
Denne operation skete da jeg var tre år gammel, men jeg er helt sikker på at jeg vil huske det for altid.
Jeg havde ingen inspiration idag. Hvis jeg skulle give det jeg har skrevet en karakter, så vil jeg nok give den et 4'tal med pil opad :-D.
Efter vi var til prøveeksamen har jeg følt at jeg snart skal videre til noget nyt, og har overvejet mulighederne efter skole. Jeg ved ikke om jeg skal i Gymnasiet, for jeg vil være Filminstruktør, og det skal man ikke have bestået Gymnasiet for, men det er jo godt at have noget man kan falde tilbage på.
Men jeg vil på filmskolen helt klart, jeg er næsten helt sikker på jeg vil lave noget med film.
Så er jeg blevet veninder med hende jeg var uvenner med. Det er lettende ikke at være sur på hende, jeg er en person som hader at have fjender.
Hug ;*
Ingen kommentarer:
Send en kommentar