- Mig og min bedste veninde ville undersøge lidt om World Trade Center, og det gik fint, og vi hyggede os med det, indtil jeg støder på et billede af en mand som ligger helt "Fladmast" på jorden med indvolde ud over det hele... Han har sprunget fra WTC... Jeg skreg af mine lungers fulde kræft og det var som om at min hjerne gik i stå.. Det hele var sort... Jeg ved ikke om jeg besvimede, men mit chock gjorder at der er et par sekunder som jeg ikke kan huske. :i
- Jeg råbte på mine forældre og turder ikke gå hen til skærmen... Det billede sidder stadig i mit hovede.
Mine forældre kom og lukkede det ned, men min far skreg også.
- Efter fem minutter begyndte jeg så at græde... Det var ikke animeret, det er et billede fra en RIGTIG katastrofe...
Jeg tænker på de folk som omkom... Jeg tænker på deres tanker da de fandt ud af at de skulle dø.
Hvordan må det være at sidde i flyet og vide at om et par sekunder støder vi sammen med bygningen og det er ikke kun os som dør, men også dem inde i bygningen.
Som min dejlige og kloge bedsteveninde sagde "Deres normale tur i flyet blev deres indgang til døden"...
Der er mange som ikke tager hårdt på denne tragedie, fordi at det feks. ikke skete i deres levetid, eller fordi at det er så lang tid siden, men jeg mener at man burde ære den dag HVER DAG... Der er folk som har mistet deres største skat i hele verden og hvor må det tab være pinefuldt og forfærdeligt! Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne overleve mine forældres død og så på den grusomme måde.
Jeg tror at selvom jeg ikke var i ulykken så vil jeg altid mindes det... Jeg kan stadig huske (Selvom jeg kun var fem år) - At se det i fjernsynet... Det var ikke så slemt, men min mors chock fik mig til at græde.
RIP. Ofre i World Trade Center.
Xoxo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar